Udstilling med etnisk og globalt udblik hos Nørhald kunstforening
Gloria Jensen fra Atelier 12b udstiller solo hos Nørhald Kunstforening.
Nørhald Kunstforening har længe glædet sig til at lave en udstilling med Gloria Jensen.
Gloria Jensen har de sidste 3 år – som efterlønner – holdt en udstillingspause, men har tidligere, sideløbende med sit arbejde som sygeplejerske, udstillet i mindre gallerier, offentlige institutioner og enkelte censurerede udstillinger. Hun er nu på banen igen med en spændende og varieret udstilling, der også rummer et etnisk og globalt udblik.
Gloria er af afroamerikansk afstamning, født og opvokset i New York, og flere billeder indeholder også et newyorker tema.
Hun henter især sin inspiration i menneskekroppen, ansigter, farver, musik og sin egen etnicitet. Etniske grupper og minoriteter inspirerer generelt. På udstillingen hos Nørhald Kunstforening vil et tema bl.a. være ”Det pyntede ansigt”, med inspiration fra forskellige naturfolk og en lille japansk geisha.
Gloria holder af at eksperimentere og kombinerer gerne mange forskellige materialer i sine malerier: akryl, kridt, pastel, kul og akvarel. Blandformen kommer også til udtryk i nogle af hendes små ArtMoney billeder, der er malet på mdf plader og påført eksempelvis udklip fra gamle bøger, theposer eller brudstykker af keramik.
Gloria medtager endvidere keramiske brugsgenstande på udstillingen.
Der er fernisering lørdag d. 4. marts kl.14- 16 i Mellerup Efterskoles Foyer, Almisbakken 19, Mellerup, 8930 Randers N.Ø. Der bydes på musikalsk underholdning og en lille forfriskning.
Udstillingen kan efter ferniseringen ses alle hverdage kl. 14- 17 indtil den 28. marts.