Henrik Langballe

Nytårskoncert i former og farver hos Nørhald Kunstforening.

Nørhald Kunstforening indleder 2017 med en udstilling af Henrik Langballe fra Asferg. Henrik Langballe udstiller både malerier, tegninger og skulpturer. Et centralt tema i udstillingen er musik og malerier. Der er fernisering lørdag d. 7. januar kl. 14- 16 i Mellerup Efterskoles Foyer, Mellerup 8930 Randers NØ
Henrik Langballe er uddannet på Silkeborg Seminarium med bl.a. billedkunst som liniefag. Han har senere suppleret med et årskursus i skulptur på Århus Kunstakademi. Endvidere har han været på kursus i ovnformet glas og kombinerer ofte granit og glas i sine skulpturer. En af hans glas-og granitskulpturer er opstillet i Testrup Højskoles musikbygning og en anden granitskulptur står på fællesgraven på Læsten kirkegård 2 km. fra Fussingø Slot. Han begyndte at udstille i 1983 og har nu et utal af udstillinger i virksomheder og offentlige institutioner bag sig.

Abstrakt ekspressionisme
Henrik Langballe betegner selv sine malerier som abstrakt ekspressionisme: ”Når jeg maler, starter jeg med at lægge et laserende lag af en valgt bundfarve. Derefter lægger jeg forskellige farver på, som jeg synes passer sammen, tilfældige steder på lærredet og ser, hvad der sker. Det kan være, det giver nogle nye muligheder for at se, hvor jeg skal hen og efterhånden bliver maleriet en medspiller, der er med til at forme billedet, og ved hjælp af komposition og farver kan jeg så gå videre i den retning, som jeg intuitivt mener, jeg skal gå. Det er vel en abstrakt ekspressionistisk måde at male på. Jeg har altså ikke planlagt billedet på forhånd, men lader tilfældighederne råde og alle muligheder stå åbne. Måske ligger der også i baghovedet nogle erindringer, som presser sig på og vil udtrykkes gennem maleriet.
Musik og maleri
Til udstillingen hos Nørhald Kunstforening viser Henrik Langballe bl.a. en serie helt nye malerier, der sætter fokus på sammenhængen mellem musik og maleri. Lytning til klassisk er her et ritual, der giver inspiration under maleprocessen.
”For mig har klassisk musik og maleri noget tilfælles, idet begge taler til følelsesmæssige stemninger, man kan komme i. Man bruger f.eks. udtrykket klangfarve inden for musik, og selv om maleriet ikke kan bringe os derhen, hvor musikken er, så kan billedet måske godt bringe os derhen, hvor vi i stemninger kan fornemme eller ligefrem føle musikken, og på samme måde kan et maleri sætte os i sådan en stemning, at vi ligefrem også føler en musik, der toner ud af billedet.
At tone en farve er vel også hentet fra musikken og betyder, at man nuancerer farven i maleriet på samme måde, som man nuancerer tonen i musikken. Visse mennesker synes at være udstyret med et vist farvegehør, audition colorée,- en synæstetisk sans, der giver sig udslag i, at toner eller tonearter opleves som definerede farver. Et godt eksempel på en kunstner, der kombinerer maleri og musik er Trine Lilholt, som sammen med sin mand Claus Thrane komponerer musik til Trines malerier. Det er ikke det samme jeg gør, men jeg forsøger at skabe en stemning, hvor musik, jeg hører, indgår i mine malerier”
De udstillede tegninger er modsat malerierne naturalistiske. Skulpturerne er både abstrakte og naturalistiske.
Skulpturer
Forlægget til skulpturerne er ofte en tegning med en særlig spændende form, som han gerne vil hugge ud i granit,- og han må så på jagt efter den type granit og den farve, der passer til lige netop den skulptur. Skulpturerne er udført i en enkel form, detaljer interesserer ikke, da en skulptur iflg. Henrik Langballe alene ved sin form skal kunne udtrykke, hvad den vil vise eller fortælle.
”Mine skulpturer er meget enkle. Jeg holder f.eks. meget af at lave fugle. Det er ikke en bestemt fugleart, men mere en fugleform. Den kan være naturalistisk eller abstrakt, men når jeg f.eks. laver en fugleskulptur, så har den ikke et velformet fuglenæb eller fjer og øjne, da det er detaljer, der ikke er væsentlige for min skulptur. Jeg synes også, det er spændende at kombinere granit med glas. Glas og granit passer godt sammen, måske fordi glas grundlæggende er fremstillet af stenmateriale”
Kirkeudstillinger
Nogle gange fremstiller Henrik Langballe også skulpturer til et bestemt sted eller til et bestemt tema , f.eks. en kirkeudstilling. Henrik Langballe siger herom: ”I så fald skal skulpturerne passe til f.eks. Jesus lignelser, de undere Jesus gjorde eller hans lidelseshistorie. Jeg tænker meget på, at værkerne, det være sig også malerier, tegninger, skal passe naturligt ind i kirkens rum, sådan at de både er diskrete og samtidig danner en sammenhængende udstilling”. Henrik Langballe har sammen med hustruen Berit Langballe udstillet i både Asferg og Hald Kirke. Eksempler på hans værker herfra kan ses på udstillingen.

Nørhald kunstforening glæder sig til indvie det nye år med en alsidig ,farvemættet og musikalsk udstilling.

Alle er velkommen til ferniseringen, hvor der bydes på en lille forfriskning og musikalsk underholdning ved elever fra efterskolen. Udstillingen kan ses indtil 2. februar alle hverdage kl. 14- 17.