Kunst med eksistentiel og universel dybde
Forventningens glæde er den bedste, siger man. Men glæden ved gensyn med stor og stærk kunst er måske endnu bedre. I Nørhald Kunstforening slås dørene op lørdag d. 4. februar kl. 14-16 til en kraftfuld udstilling med multikunstneren Paul Madsen Cederdorff, som tidligere har udstillet i forbindelse med kunstforeningens 25 års jubilæum i 2012, og i 2014 med en markering af 75 års jubilæet for kunstnergruppen ”Jyderne”. Tre år senere – i 2017 – indgik Hald kirke og Nørhald Kunstforening et samarbejde om en udstilling i Hald kirke og menighedshus med et udvalg af Cederdorffs kæmpestore produktion. Senest var han kunstnerisk vejleder på projekt ”Hald Fugleparade” i maj 2019, hvor han også udsmykkede en af de mange fugle.
Og produktiv er han. Han er netop fyldt 85 år og har dermed været kunstner i samfulde 62 år. Han tegner og maler, laver grafik med brug af en mange forskellige teknikker, keramik, skulpturer (metal, sten, cement og bronze).
På udstillingen i februar præsenteres en mangfoldighed af kunst fra Paul Madsen Cederdorffs lange virke. Der vil være eksempler fra hans grafiske serier ”Atlantis” og ”Babylon” (hektografier), hvor myter og sagn danner baggrund for en kunstnerisk tolkende beretning om menneskelivet på godt og ondt.
Cederdorff har altid været fascineret af de oldnordiske helleristninger, og det sætter sig især igennem i mange af hans bronzefigurer, som vil kunne ses i montrene på udstillingen. Der vil naturligvis også være et udvalg af hans malerier.
Livet igennem har han eksperimenteret og fortolket og ladet fortællinger, sindsbilleder og musik inspirere til værker, der taler ind i den menneskelige eksistens.
Hans livsværk er nok Mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn – et betagende værk, der er værd at køre efter. Men ikke nok med det: i mange byer, i kirker og på kirkegårde ses også en del af hans værker, ligesom han ofte deltager i udstillinger, både soloudstillinger og i kunstnerfællesskaber.
Vi er stolte af at lave et gensyn med Paul Madsen Cederdorff og hans begavede kunst. Ferniseringen finder sted lørdag d. 4. februar 2023 kl. 14 til 16 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ.
Alle er velkomne, og foreningen byder som altid på en lille forfriskning samt musikalsk underholdning.
Udstillingen er åben på alle hverdage fra kl. 14 til 17 (dog ikke uge 7, hvor skolen holder vinterferie). Sidste udstillingsdag er torsdag d. 2. marts.