Former, linjer og mønstre i akryl, akvarel og porcelæn
Nørhald Kunstforening begynder det nye kalenderår med en udstilling med Louise Maagaard. Hun har en solid uddannelsesmæssig baggrund fra Randers Kunstskole, Clay Art Århus, Billedskolen i Århus samt Designskolen i Kolding. I dag har hun værksted og galleri i Hadsund, men deltager også sammen med andre kunsthåndværkere på udstillinger landet over.
Louise vil på Nørhald Kunstforenings udstilling præsentere et rigt udvalg af sine værker. Hendes kreativitet kommer til udtryk både indenfor malerkunsten og i arbejdet med porcelæn. Al hendes kunst er unikaværker. Masseproduktion ligger ikke til hende, for hun ønsker, at hendes kunst skal være noget særligt.
Mønstre sætter gang i hendes fantasi og virketrang. Hun inspireres af materialer, overflader og teksturer, som hun ser det i naturen, i tekstiler og i arkitektur.
Hendes akrylmalerier og akvareller har ofte byen og bylivet som inspirationskilde. Udtrykket er abstrakt og ekspressivt – en leg med farver og former. Hun gengiver et virvar af byens sanseindtryk med former og linjer, der fletter sig ind og ud af hinanden, så billederne får et næsten arkitektonisk præg. Louise Maagaard vil med det abstrakte formsprog formidle et rum for betragterens egen oplevelse.
Hendes porcelænsarbejde er enten drejet eller håndbygget. Igen ser man inspirationen fra strukturer og mønstre. Nogle af hendes værker er dekoreret med en underglasur, der påføres med pensel. Mange af hendes porcelænsværker er funktionel brugskunst med et anstrøg af humor.
Nørhald Kunstforening glæder sig til ferniseringen, der finder sted lørdag d. 7. januar 2023 kl. 14 til 16 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ.
Alle er velkomne, og foreningen byder på en lille forfriskning samt musikalsk underholdning.
Udstillingen er åben på alle hverdage fra kl. 14 til 17, og sidste udstillingsdag er torsdag d. 2. februar.